Jeg har som så mange andre haft en leder, der kunne finde på at sende mails klokken to om natten, med en forventning om at få svar med det samme, eller ringe til mig om lørdagen for at bede mig om at løse en opgave til om søndagen.

Samtidig har jeg været vidne til et utal af tilsvarende fortællinger, fra en stor del af de mange mennesker jeg møder i min praksis. Fortællinger der beskriver helt almindelige menneskers udfordringer. Særligt i forhold til dels at kunne holde til deres arbejdsliv og dels holde deres arbejdsliv ud. Og ofte er der det mønster i fortællingerne, at lederne hverken har defineret eller har respekteret grænsen mellem arbejds- og fritidsliv.

For når vi mødes med en forventning om at være konstant tilgængelige og derfor løser arbejdsopgaver, besvarer mails, svarer på sms eller telefonopkald og hjernen således løbende bringes til at tænke og prioritere arbejde, på stort set alle tidspunkter af døgnet, så er det blot et spørgsmål om tid før krop og psyke signalerer, at noget er helt skævt.

Også selv om det ved første øjekast, kan virke både sympatisk, inddragende, uddelegerende og personligt- og fagligt udviklende, når lederen legitimerer og nærmest opfordrer til en inddragelse af den ansattes fritid, ved at tilbyde fleksible arbejdstider, hjemmearbejdsplads, firmabetalt smartphone og en række spændende faglige og sociale aktiviteter – så er det ikke sundt for hjernen, når den mere eller mindre officielt bringes til at inkludere fritiden i arbejdslivet.

For under den sympatiske overflade, er der ofte tale om en ledelsesstil, hvor det at være nærmest konstant fleksibel og tilgængelig, er blevet en helt naturlig del af lederens forventninger til det at være ”en god medarbejder”. Og da langt de fleste af os, gerne vil tilhøre kategorien af netop ”gode medarbejdere”, slår vores hjerne automatisk over på det ”pleaser-program”, der ganske ukritisk får os til at tænke og efterfølgende udføre de handlinger der skal til, for vi kan placeres i den såkaldte rette kategori.

På den måde kan moderne ledelse få os til at tilsidesætte en række af vores essentielle behov, og dermed få os til at brænde vores lys i begge ender, med reel risiko for enten at brænde sammen eller brænde ud.

Heldigvis findes der en øvelse, der kan være med til at sætte en stopper for hjernens automatiske ”pleaser-program”. Øvelsen har jeg valgt at kalde ”Skru op for selvindsigten og smid telefonen i havet”.

Men inden jeg får både Naturfredningsforeningen og alverdens naturentusiaster på nakken, bør jeg nok pointere, at øvelsen i højere grad handler om at stoppe op, udfordre og overveje hjernens umiddelbare valg og samtidig selv sætte klare rammer for eksempelvis arbejdsrelaterede forstyrrelser i fritiden.

I praksis forslår jeg du på kontinuerlig basis, eksempelvis den første fredag i hver måned, planlægger et møde med dig selv, hvor du ransager dig selv og sammenholder dine faktuelle handlinger med din integritet. Skulle der være for stor afstand mellem de to elementer, er det tiden til justering.

For husk, uanset hvordan din hjerne forsøger at forføre dig og uanset hvordan din leder vælger at agere, så eksisterer der altid en anden valgmulighed end den umiddelbare, samt retten til at sige til og fra i relation til din personlige integritet.