Jeg hjælper dig til et bedre liv. Et liv med mere glæde, stabilitet og robusthed. Et liv hvor du trives bedre og bliver bedre til at navigere, så du får mulighed for at blive den bedste udgave af dig selv – både i forhold til dig selv og de mennesker samt de aktiviteter, der har størst betydning for dig.
Hej, mit navn er Martin Mikkelsen
Jeg kan hjælpe dig gennem formidling af viden, øget indsigt samt tilegnelsen af praktiske redskaber og metoder – og det kan ske på forskellige måder:
- Mine populære online behandlings- og udviklingsforløb – hvor du, uden at have samtaler i traditionel forstand, selv kan vælge hvor og hvornår du vil arbejde med den viden og de redskaber samt de øvelser og det videomateriale forløbet indeholder. Se mere her.
- Samtaler via video på PC, tablet eller telefon, der gør det muligt at benytte mig som din psykolog og coach, uanset hvor du bor eller opholder dig. Se mere her.
- Traditionelle samtaler i en af mine to fysiske klinikker, hvor den ene er beliggende centralt i Viborg og den anden ved Tange Sø – midt mellem Viborg, Randers og Silkeborg. Se mere her.
- Lyt til podcasten ”Din psykolog og coach”, hvor du præsenteres for baggrundsviden og får konkrete tips og redskaber. Lyt til podcasten her.
Min baggrund
Jeg er oprindelig fra Fyn og uddannet autoriseret psykolog fra Københavns Universitet samt certificeret coach, men bor nu ved Tange Sø mellem Viborg og Århus. Og så er jeg far til to store drenge, som jeg har med min samlever gennem mere end 25 år.
Jeg har over 20 års erfaring som autoriseret psykolog og coach og har afholdt tusindvis af succesfulde samtaleforløb. Og det er altid med stor entusiasme jeg møder enhver, der viser mig den tillid, at vælge mig som deres fortrolige psykolog og coach.
At hjælpe et menneske til at genvinde stabiliteten, øge robustheden og blive mere tilfreds på både det personlige- og faglige plan, er min største motivation og drivkraft.
Inden jeg blev psykolog, prøvede jeg lidt af hvert. Jeg var bl.a. på to højskoleophold, arbejdede på et psykiatrisk hospital og uddannede mig til livredder, brandmand og socialpædagog.
Som psykolog har jeg arbejdet ved Bedriftssundhedstjenesten og været fast tilknyttet Grundfos hovedkontor, hvor mit primære arbejdsområde var mentaltræning af virksomhedens ledere og medarbejdere. Jeg har også været partner og chefpsykolog i en psykologvirksomhed med 300 psykologer, der bl.a. tilbød individuelle samtaleforløb, supervision og krisehjælp.
De seneste 15 år har jeg fokuseret på min egen psykologpraksis og har afholdt et utal af individuelle psykologsamtaler, med bl.a. private klienter med vidt forskellige psykologiske udfordringer og baggrunde samt klienter henvist fra virksomheder eller via forsikringsordninger.
Som tidligere elitesportsudøver og elitesportstræner, har jeg altid haft interesse indenfor præstationspsykologien og de mentale redskaber, der i praksis hjælper den enkelte med at udfolde sit potentiale fuldt ud. Jeg er stadig sportspsykolog og coach for enkelte topatleter fra Dansk Atletik Forbunds talent- og elitegruppe samt en række professionelle fodbold-, håndbold- og golfspillere.
Jeg superviserer også en række ledere, psykologer, læger og psykiatere.
For mig er det ikke væsentligt hvilken baggrund du har eller hvad du beskæftiger dig med. Jeg respekterer dig som det menneske du er. Og hvis du har ønsket om forandring, så hjælper jeg dig til at nå dine mål.
Livets skole
Jeg har læst et hav af bøger og gået rigtig mange år i skole, men jeg har også gået i livets skole og på egen krop oplevet livets op- og nedture. Begge læringsformer har gjort mig til den jeg er, både som menneske og som psykolog og coach – og specielt livets hårde kapitler har jeg lært meget af.
På den måde har jeg lært, der eksisterer viden, jeg kun har kunnet erhverve ved at erfare det på egen krop og sjæl.
Eksempelvis lærte jeg rigtig meget om stress, dengang jeg selv blev sygemeldt med længerevarende stress.
Jeg oplevede også stor læring om bl.a. angst, da min samlever og jeg fik et alt for tidligt født barn og bl.a. var indlagt på neonatalafdeling.
Også da min egen far fik en ondartet tumor i hjernen og livskraften blev suget ud af ham, inden han til sidst døde, gjorde jeg mig erfaringer, som det ikke er muligt at læse sig til.
Oplevelser der efter min bedste overbevisning, har givet mig megen livserfaring og samtidig har været med til at kvalificere mig som psykolog og coach.
Det kan være det nu er dig der står i en af dit livs større udfordringer, mens dine kropslige og mentale reaktioner, påvirker dig på en ubehagelig måde.
Måske har din udfordring udviklet over nogen tid, eller måske er den opstået pludseligt.
Men fat mod, der er heldigvis hjælp at hente – du kan søge professionel hjælp hos mig, hvis du på den ene eller anden måde, er kørt fast i dit liv.
Mit teoretiske udgangspunkt
Jeg har ikke kunnet læse mig til alt, men jeg har kunnet læse mig til megen viden. Samtidig har jeg valgt at være både kritisk og selektiv, i relation til udvælgelsen af de teorier og teknikker jeg benytter.
Derfor arbejder jeg heller ikke entydigt ud fra en enkelt teoretisk retning, men benytter mig af de bedste elementer fra de teoretiske retninger, der på afgørende vis kan medvirke til at skabe konstruktive forandringer i praksis.
Jeg benytter mig bl.a. af:
Den kognitive teori og metode (hvor vi bl.a. arbejder med sammenhængen mellem tanker, følelser og handlinger).
Præstationspsykologien (hvor vi bl.a. benytter handlingsorienterede teorier fra idrætspsykologien, der sammen med en række konkrete metoder og redskaber resulterer i praktiske effektfulde forandringer).
Relationspsykologien (herunder RARRT, der er en forkortelse for Relationel, Anerkendende, Ressourcefokuseret og Reflekteret Teori – hvor vi bl.a. arbejder med hvordan du mentalt kapitaliserer, ved at indgå i sunde og konstruktive relationer).
Den positive psykologi (hvor vi tager udgangspunkt i og optimerer det der fungerer, for at nedtone det modsatte).
Appreciative Inquiry (hvor vi bl.a. tager udgangspunkt i positiv tænkning og en anerkendende tilgang, for på den måde at præge din indre dialog konstruktivt og øge din selvtillid).
Den Systemiske teori og metode (hvor vi f.eks. retter fokus mod at optimere de sociale sammenhænge og netværk du indgår i).
Og jeg bliver aldrig færdig med at være nysgerrig på viden om og teknikker til, at skabe konstruktive forandringer i praksis. Derfor prioriterer jeg også kontinuerlig deltagelse i faglig udvikling og opkvalificering.
Mange hilsner
