Der er særligt en ting jeg har lært af tiden med Covid-19 – og det er at sætte pris på naturens basale muligheder – herunder i særdeleshed vores mulige udeliv.
For mens corona-krisen eliminerede sociale aktiviteter, via stort set ingen eller kun begrænsede muligheder for f.eks. familiesammenkomster, fester, fritidsaktiviteter samt besøg på restauranter, cafeer, museer eller i biografer – så har vores fælles moder-jord holdt naturen døgnåbent og samtidig har udelivet budt velkommen.
Særligt fiskeri og kajakture og vandreture i de naturskønne sø- og skovområder, har været en kilde til rigtig mange menneskers glæde og mentale restitution.
Og netop sø- og skovområder har en række positive effekter på vores mentale helbred:
For når det menneskelige øje registrerer søens blå nuancer, skaber det en mental oplevelse af ro, fred og stilhed. Desuden dæmper de blålige farver vores tankeaktivitet, gør vores åndedræt mere roligt og får os til at blive mere nærværende.
Også skovens grønne nuancer har positiv effekt på vores psyke, ved nærmest at tiltrække vores syn og fokus, gøre os mere nærværende og stimulere en generel restitutionsproces, hvor ro og harmoni bliver fremtrædende.
Årsagen til disse naturgivne ”healende” kræfter, er på ingen måde blot ”hokus-pokus”, men et naturligt resultat at årtusinders evolution. For mens skovområder har været vores forfædres utømmelige spisekammer, har klart søvand været deres adgang til livsvigtigt drikkevand. Evolutionen har derfor haft god grund til at indrette os så smart, at vi både stimuleres mentalt i disse omgivelser og har en medfødt drift mod at opholde os sådanne steder, hvor der traditionelt har været gode muligheder for mental restitution og optimale overlevelseschancer.
Og selv om jeg bestemt helst helt havde undgået enhver form for pandemi, så har krisen muligvis ikke været så skidt, at den ikke har været godt for noget? For hvor både jeg og andre, måske tidligere har været udfordret i forhold til ”ikke at kunne se skoven for bare træer”, så har krisen tvunget os til at tænke både mere kreativt og blive mere klarsynede. Bl.a. derfor ser, værdsætter og prioriterer jeg nu i højere grad den fantastiske natur og de rekreative værdier, der findes.
Af samme grund er det jo ikke et must, ferietiden skal fremprovokere stress og jag, ved at køre kilometer efter kilometer i bil frem og tilbage via den tyske Autostrada?
Ikke at der er noget galt med naturoplevelser syd for grænsen, men ”hvorfor tro græsset altid er grønnere på den anden side af hækken?” Alt vi har behov for, når det gælder naturens evne til at hjælpe med ”healing” og restitution, findes nemlig i rigt mål lige udenfor vores egen hoveddør.
